Stressymptomer
Symptomer: Når stress bliver en for stor belastning opleves det som rastløshed, raserianfald (“kort lunte”), spænding og uro i kroppen, svigtende koncentration og hukommelse. Stress ledsages af følelser af tidsnød og voksende følelser af inkompetence. Man præges ofte af søvnløshed på trods af træthed og udmattelse. Ofte forekommer det uoverskueligt at ændre på situationen uden støtte og hjælp. Det kan samtidig være vanskeligt at søge hjælp hos familie og venner eller professionelle, da belastningerne og dermed stressreaktionerne tiltager umærkeligt over tid, og dermed bliver svære at opdage og erkende. Efter længere tids belastninger kan man udvikle alvorlige depressioner og/eller angst.

 

Hvad er stress? Stress er en kropslig og mental overaktivering, der opstår med det formål at klare de ekstra belastninger, som vi i kortere eller længere perioder udsættes for. Når stressbelastning varer over længere tid kan det have konsekvenser i form fysisk og psykisk lidelse.

 

Hvorfor opstår stress? Stress kan være arbejdsrelateret, men kan også opstå som reaktioner på belastninger i familielivet eller i nære relationer. En høj grad af stress har konsekvenser for både den ramte og for mennesker omkring vedkommende.